In Hebron/Al-Khalil, Palestinians walking on the site of the road specifically for Arabs and Muslims while Jews and non-Muslims walk on the other side. December 11, 2016. Photo: Masih Sadat
Travel stories

To Israel, I am Muslim

Here, in the Israeli occupied territories, I’m a Muslim. It doesn’t matter that I bear a Danish passport. It doesn’t mean anything that I’m a part of the (Israeli!) press. The only thing that seems to matter is the fact that I’m a Muslim – and thereby a security threat. “What’s your religion?“, the soldiers in the Palestinian West Bank town of Al Khalil/Hebron asks me. I answer Islam and therefore get to walk on the other side of the street, reserved for Palestinians, and Muslims in general, apparantly, while my white, co-European comrades get to walk on the other side reserved for Jews/non-Muslims – i.e. people who don’t have the potential of being terrorists.

That’s how the Israeli “security system” is structured here in the occupied Palestinian West Bank:

Her i de israelsk-besatte områder er jeg muslim. Det betyder ikke noget at jeg har mit danske pas. Det betyder ikke noget at jeg er en del af den (ovenikøbet israelske) presse. Det eneste der betyder noget er at jeg er muslim og dermed en sikkerhedstrussel. "Hvad er din religion?" bliver jeg spurgt af de israelske soldater i den palæstinenske by Hebron/al-Khalil. Jeg svarer islam og derfor får jeg lov til at gå på 'den anden side' af vejen som er reserveret til palæstinensere, og åbenbart muslimer generelt, mens mine hvide medeuropæiske kammerater får lov til at gå på den anden side, som udelukkende er for jøder/ikke-muslimer. Altså folk som ikke er en terrortrussel. Sådan er det israelske "sikkerhedssystem" struktureret her på den besatte palæstinensiske Vestbred.

Opslået af Masih Sadat på 11. december 2016

One comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *