Politics & Opinion Politik & Holdning Projects Projekter

Fortællinger fra det ydre venstre i Israel

Da den unge israelske Dean Issacharoff i april måned til en demo i Haifa kritiserede Israels militære besættelse og åbent fortalte om hvordan hans overordnede i IDF engang havde beordret ham til at arrestere en stenkastende palæstinenser og derefter banke ham bevidstløst, troede man ikke på ham og han blev kaldt løgner og forræder af det israelske samfund – og af premierministeren i en tweet. Selv efter at Dean vha menneskeretsgruppen B’Tselem i denne uge har fremlagt nye beviser, bliver han og den gruppe han er talsperson for, Breaking the Silence, kaldt løgnere. Da den unge israelske soldat Elor Azaria i marts 2016 skød og dræbte en såret palæstinenser i Hebron, og efterfølgende blev idømt 18 måneders fængsel, havde han flertallet af israelernes opbakning – også Netanyahus, der tweetede i solidaritet – “soldaterne er vores sønner og døtre”. “Vores søn”, kalder man Elor, mens Dean og co. bliver betragtet som løgnere og forrædere.

Selv blandt de mange israelere der er imod besættelsen er Breaking the Silence – et projekt drevet af tidligere soldater der sigter efter at oplyse den israelske offentlighed om hvad de foretog sig i de besatte områder – ikke en gruppe, man er særligt glad for. Gruppemedlemmerne modtager konstant tilsvininger og trusler fra særligt højrefløjen, men også fra israelske politikere er der modstand. I 2015 blev de anklaget for at lyve og “sprede falsk propaganda” af undervisningsministeren og den tidligere forsvarsminister og deres aktiviteter blev bandlyst i skoler og i hæren. I april året efter aflyste Netanyahu et møde med den tyske udenrigsminister, fordi han havde planer om at mødes med BtS og lignende menneskeretsgrupper i Israel. BtS er langt fra de eneste kritikere af besættelsesprojektet som er ofre for hvad de selv betragter som en konstant heksejagt fra regeringen og særligt højrefløjen, som forsøger at lukke munden på dem, “de radikale”, “den yderste venstrefløj”. Venstreorienterede aktivister og menneskerettighedsorganisationer møder massiv modstand fra alle sider i det israelske samfund. Da formanden for B’Tselem Hagai El-Ad sidste år vendte hjem fra hans tale til Sikkerhedsrådet, hvor han kritiserede Israels bosættelsespolitik, vendte han hjem til en lang række dødstrusler og medlemmer af regeringspartiet der søgte at tage statsborgerskabet fra ham for “forræderi”, selvom El-Ad forsvarede sig med, at han “ikke snakkede imod sit land, men imod besættelsen”. I Rabbis for Human Rights i Jerusalem har man bl.a. ansat en ‘sikkerhedskoordinator’ pga løbende trusler og medlemmer der har været udsat for bl.a. bosættervold – noget fredsgruppen Peace Now også oplever ofte. Da jeg arbejdede i medieorganisationen Israel Social TV i Tel Aviv sidste år måtte vi undervejs flytte kontor, fordi kommunen havde afbrudt deres kontorkontrakt som et resultat af, mente ISTV selv, pres fra højrefløjspolitikere der bl.a. havde cuttet i deres støtte grundet deres dækning af Gaza-flotillaen ’16, BDS-aktivisme og militærnægteri. Hver gang jeg skulle dække demoer og initiativer af venstrefløjs- og menneskerettighedsaktivister så jeg hvordan de blev mødt af en uhyggelig modstand – folk der svinede dem til, spyttede, truede, kaldte dem “bogdim” (forrædere), “ekstremister”, bad dem “skride til Gaza” og Syrien. Det var skræmmende at være vidne til, og jeg snakker løbende med aktivistiske venner og bekendte dernede der deler foruroligende historier.

Det er ikke nemt at være højtråbende kritiker af Israels halvt århundrede lange militærbesættelse af de palæstinensiske områder og de brutale brud på menneskerettigheder der har fulgt, i et samfund som det israelske – hvor den siddende regering er den mest højreorienterede nogensinde. For at gøre os klogere på situationen afholder The Turban Times og NASIM en interessant aften hvor vi har inviteret tre herboende jødisk-israelske aktivister – Jonathan Ofir, Tamar Holkenov og Barith Berko-Ball – til at dele deres historier med os. Alle tre født og opvokset i Israel, alle tre en del af det yderste, aktivistiske venstre i Israel – hver deres fortælling.

Aftenens moderator Anne Esther Boukris skal samtale med de tre paneldeltagere, om deres personlige erfaringer, om deres tanker, visioner og aktivismer, om det at trodse sit samfund og føle sig fremmede i sit eget land, om det at mene alt det, der kan vende dine venner, bekendte og endda familie imod dig – og stadig blive ved med at kæmpe for det, du tror på.

Det sker torsdag d. 7. december på Københavns Universitet kl. 17.30. Håber, at vi ses – og glem ikke vores andet fede arrangement som skal finde sted tre dage efter: Jøder i Mellemøsten: Den Egyptiske Historie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *