Interviews (DA) Journalistik

INTERVIEW: Afghanistans modigste kvinde

Min følgende artikel blev originalt udgivet i tidsskriftet Gaia og i længere udgave i Opinionen.


I marts måned 2016, fik Danmark besøg af den verdenskendte, afghanske menneskerettighedsaktivist Malalai Joya, som særligt efter 2003 er blevet kendt verden over, for at tale imod krigsherrerene og ekstremisternes dominans i Afghanistan.

Født i 1979 og en del af den afghanske krigsgeneration, bor Malalai i dag i det underjordiske Kabul, efter at have oplevet flere dødstrusler og mordforsøg. Herfra fører hun en livsfarlig kamp mod fundamentalismen i Afghanistan og for retfærdighed og menneskerettigheder, med fokus på de afghanske kvinder. I 2005 blev hun valgt ind i det afghanske parlament, men blev to år efter ekskluderet. Hun er desuden forfatter til bogen ‘Raising my voice’ og blev i 2010 listet op i Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Malalai Joya during her visit in Copenhagen, Denmark. Photo – Mir Jalali.

Hvem er du?

Mit navn er Malalai Joya, og jeg er en del af den afghanske krigsgeneration. Jeg bor under jorden i Afghanistan, hvorfra jeg arbejder for fred, retfærdighed og menneskerettigheder og er aktiv i kampen mod besættelse og fundamentalisme. På grund af sikkerhedsproblemer i landet, har jeg været nødsaget til at flygte fra min egen region. Siden jeg begyndte med at blive et kendt ansigt i landet – efter at have givet en tale ved Loya Jirga’en (politisk og religiøs stormøde) i 2003, mod krigsherrerne i Afghanistan – har jeg nemlig modtaget flere dødstrusler fra ekstremisterne og oplevet gentagne mordforsøg. Jeg modtager stadig mange dødstrusler. Ikke kun fordi at jeg fortæller sandheden, ved at afsløre deres kriminelle handlinger – men fordi at jeg gør det som kvinde.

Jeg er nødsaget til dagligt at gå iført burka og har ikke mulighed for at have en fast base, da jeg er tvunget til konstant at flytte rundt, som et resultat af de de udfordringer og risici jeg løbende støder på, blandt andet på grund af krigsherrerne som sidder på magten.

 Ekstremisterne, som sidder på magten, holder folket i tilbageståenhed og mørke. Krigsherrerne og fundamentalisterne ser kvinder som et stykke materiale og ikke som mennesker – vi skal bare blive hjemme og føde børn. Dette var også tilfældet for mig.

Hellere døden end kompromis

Krigsherrerne og Taleban er fundamentalistiske ekstremister, med blod på hænderne og hvis jeg går på kompromis med dem, vil det betyde, at jeg tager del i deres kriminelle handlinger mod kvinder og afghanske civile. De er intet andet end en bunke af marionetdukker, mordere og misogyner. Af denne årsag vil jeg hellere dø end at gå på kompromis. Jeg siger altid til mit folk, at hvis jeg en dag går hen og tier, så bliver det min politiske død. Det er utroligt vigtigt for mig, at føre denne kamp mod fundamentalismen og besættelsen i mit land, da hovedårsagerne til størstedelen af problemerne i landet, skyldes disse to nøgleproblemer.

Min besked til mit folk, særligt de unge, er, at vi som tror på retfærdighed og fred, er nødt til at stå sammen mod fjenderne. Fundamentalismen og imperialismen er vores fællesfjender.

En del af den politiske generation 

Jeg blev født den 25. april, 1979, kun tre dage før mit land blev besat af russerne. Situationen dengang, er den samme i dag. Det eneste, der er ændret, er navnet på fjenden. Russerne begik eksempelvis deres kriminelle handlinger i socialismens navn, efterfulgt af ekstremisterne og fundamentalisterne i islams navn, og i dag har vi den 15-år lange besættelse, der bliver udført i demokratiets navn, med flotte bannere, som “kvinde-“ og “menneskerettigheder”. Vi er en politisk generation – vi er vokset op i krig.

For at have råd til min uddannelse, var jeg som ung nødt til at være studerende om morgenen og underviser om aftenen. Det var her, jeg først begyndte med min aktivisme – særligt efter 11. september. Som ung arbejdede jeg i en organisation, der arbejdede for kvinder og børn, hvor jeg var med til at lave uddannelsesrelaterede projekter for unge piger. Jeg blev kendt i min egen provins i en tidlig alder. Efter at have blevet opfordret til at stille op til parlamentet, lykkedes det mig at komme ind i 2005. Her stødte jeg dog på en lang række udfordringer. Krigsherrerne, og endda siddende fundamentalistiske kvinder, prøvede at få mig bortvist fra parlamentet, fordi de ikke brød sig om mig og mine holdninger. De tog brug af beskidte kneb og brugte et af mine interviews mod mig, hvorefter det lykkedes dem at få mig ekskluderet. På trods af international fordømmelse, lod de mig ikke vende tilbage. Herefter begyndte jeg at arbejde uden for parlamentet – særligt for kvinderettigheder – sammen med mit folk.

Malalai Joya in front Christiansborg Palace during her visit in Copenhagen, 2016. Photo- Mir Modaser Jalali.

Konsekvenserne af den amerikanske invasion

I Afghanistans historie er vi gentagne gange blevet invaderet af fremmedmagter, men hver gang har de mærket det afghanske folks modstand; kvinder som mænd, unge som ældre. Briterne, russerne og i dag amerikanerne. Men den amerikanske invasion har ført vores land ud i en katastrofal situation. Konsekvenserne af deres invasion, har kun været mere blodsudgydelse og flere krænkelser af menneskerettigheder.

 Titusinder af mennesker er blevet dræbt i denne 15-år lange såkaldte “krig mod terror” – noget jeg hellere vil kalde “krig mod uskyldige afghanske civile.

I den 15-år lange besættelse, har USA og NATO – direkte og indirekte – støttet Taleban. Jeg har gentagne gange fortalt mit folk, at de ikke har været seriøse i deres kamp mod Taleban. De leger bare “Tom og Jerry” med disse terrorister og har investeret millioner af dollars i krigsherrerne siden den kolde krig. De bruger dem og deres kriminelle handlinger som en undskyldning for at blive i Afghanistan. De påstår, at hvis de forlader landet, så vil det resultere i borgerkrig, men hvad med den krig, der har fundet sted de sidste 15 år, hvor folket har været fanget mellem krigsherrerne, Taleban og besættelsesmagten?

Krigsherrerne og Taleban er fjender af demokratiet og gør livet for kvinder til et levende helvede. Et eksempel er den 27-årige Farkhunda, som på brutal vis blev myrdet og brændt offentligt på trods af politiet og de udenlandske troppers tilstedeværelse. Fremmedmagterne udnytter det afghanske folks elendighed for deres egne imperialistiske interesser. De taler konstant om Taleban men glemmer de kvindehadende, ekstremistiske krigsherrer, der sidder på magten og opfører sig som vilde dyr i demokratiets navn.

Besætterne har forstørret vores problemer så meget, at vores folk har mistet al tiltro til dem.

Ser du noget håb?

Vi har en lang historie med modige mennesker i Afghanistan, som kan give os håb. Mænd og kvinder, som alle har kæmpet imod uretfærdighed. Disse helte giver mig håb, og de giver os samtidig mere ansvar på vores skuldre. Vi bør lære af deres historie og modstandskamp. Jeg bliver også fyldt med håb, når jeg hører om de modige kurdiske kvinder i Rojava og Kobane og deres kamp mod eksempelvis Daesh. Selv terrorister som disse, som ikke ser kvinder som mennesker, er bange for modstanden fra disse modige kvinder. Vi bør lære fra disse kvinders episke kamp.

Da jeg blev inviteret til Danmark af de to danske organisationer, NASIM og AYAD, blev jeg utrolig glad for at se den unge generation være så aktiv. Vi har brug for den internationale støtte og solidaritet fra fredselskende borgere, verden over. Denne gang kan jeg gå hjem med en forstærket følelse af styrke, håb og mod, fordi I har vist mig, at jeg ikke er alene.

Vi har en modstandskamp at kæmpe, og jo mere barbari, der finder sted, jo mere modstand kommer der. Folket – både indenfor og udenfor Afghanistan – bør fokusere på kampen mod to hovedfjender – ekstremismen og besættelsen.

En dag vil vi vinde. Det er jeg sikker på.


Klik her for engelske version.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *